Staten og Aarhus Kommune indgår aftale om nedlukning af kommunalt værnemiddelindkøb (KVIk)

Aftalen betyder, at indkøbsorganisationen KVIk ved Aarhus Kommune skal lukkes ned, og at de fysiske lagre med værnemidler og sprit skal afvikles.

Med aftalen placeres ejerskabet for de indkøbte værnemidler og sprit hos Aarhus Kommune. Det er derfor også Aarhus Kommune, som vurderer, hvordan man kan afvikle lageret på den mest økonomisk ansvarlige måde.

KVIk stod for at købe værnemidler ind til alle kommuner i Danmark, så bl.a. plejepersonale kunne gå mere trygt på arbejde under covid-19 pandemien. Værnemidlerne er finansieret af staten.

Hvis Danmark igen bliver ramt af en sundhedskrise, som for eksempel en pandemi, er kommunerne dækket af regionernes beredskabslager af værnemidler.

Staten dækker udgifterne til nedlukningen af KVIk. Aarhus Kommune tilføres med aftalen derfor i alt 23,0 mio. kr. i 2023, 16,0 mio. kr. i 2024, 9,0 mio. kr. i 2025 og 5,0 mio. kr. i 2026.

Aftalen trådte i kraft den 1. juli 2023.

Du kan læse aftalen her